|
|
| Lørdag den 13. marts slår Traneudstillingen dørene op til Melou Vanggaards udstilling ’ALLURING DARK BLUE AND HANGOVERS’. |
|
Det tiltrækkende kontra det frastødende, det glade, sansende og stemningsfulde kontra dagen-derpå’s knaldhårde tømmermænd. Dette er omdrejningspunktet i Melou Vanggaards udstilling ’Alluring Dark Blue and Hangovers’, der med en række nye større malerier tematiserer modsætningerne i den vestlige storbykultur.
Inspiration fra Baudelaire ”Alluring Dark Blue and Hangovers” er inspireret af storbyens forførende tiltrækningskraft, som bl.a. beskrevet i den franske digter og kunstkritiker Charles Baudelaires digtsamling Syndens Blomster (Les Fleurs du Mal ) fra 1857. I Syndens Blomster konfronteres læseren med storbyens mørke bagsider: død, forrådnelse, prostitution og alkoholisme, men også disses modpoler repræsenteret af byens iboende erotik, skønhed, passion og kærlighed.
Modsat Baudelaire giver Vanggaard storbyfortolkningen et kraftigt stænk af humor og selvironi, som blandt andet kan aflæses i værktitlerne. I portrætterne Bowling Heads har Vanggaard påklædt sine figurer bøddellignende hættemasker, men med tre huller til øjne og mund, som ikonografisk gør dem sammenlignelige med en bowlingkugle.
Kunstnerisk arbejder Vanggaard med en spontan og ekspressiv graffitiinflueret æstetik, der motivmæssigt refererer til kendte ikoner i 1800-tallets kunst- og litteraturhistorie. Som helhed bevæger Vanggaards kunst sig i grænselandet mellem følelse, redegørelse og ikon.
Yderligere oplysninger: Udstillingen er åben fra den 13. marts til den 8. maj i Traneudstillingen på Gentofte Hovedbibliotek.
Der er fernisering lørdag den 13. marts kl. 14-16.
Onsdag den 21. april, kl. 17-18.30 Artist Talk med Melou Vanggaard i Øregårdssalen. Fri entré.
Billedtekst: Melou Vanggaards værk Marats Afterparty er en parafrase over den franske revolutionære leder Jean-Paul Marat, der blev myrdet af den unge Charlotte Corday i sit bad og derefter udråbt til revolutionens martyr.
Melou Vanggaard (1969) er født i København, hvor hun også bor og arbejder. Vanggaard er uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003 og har en BA i kunsthistorie fra Københavns Universitet, 1996. Hun har en lang række nationale og internationale solo- og gruppeudstillinger bag sig. Melou Vanggaard repræsenteres af Galleri Christoffer Egelund, København.
|
|
 |
|